fredag den 3. juni 2016

Om kontroversielle frikirkepræster og unuancerede politikere.


Det vakte stor opsigt, da TV2 for nogle måneder siden bragte udsendelsesserien ”Moskeerne bag sløret”. Flere imamer udtrykte holdninger, der ligger meget langt væk fra danske værdier og demokratiske spilleregler. Siden har politikerne stået i kø for at vise handlekraft i forhold til denne udfordring. Tirsdag den 31. maj kom som følge deraf det såkaldte ”Enighedspapir”, hvor en række partier har indgået en aftale, der ligger op til et lovforslag omkring initiativer rettet mod religiøse forkyndere, der søger at undergrave danske love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser.

Men ”Enighedspapiret” er ikke kun rettet mod imamerne. Bliver loven vedtaget vil den også være gældende for frikirkepræster og andre religiøse forkyndere udenfor Folkekirken. Baggrunden for hele sagen er nogle kontroversielle imamer. Det virker som om, at politikkerne helt unuanceret antager at frikirkepræster og andet godtfolk også er kontroversielle.

Derfor skal de på kursus sammen – frikirkepræsterne og imamerne – så de kan lære, hvordan man begår sig i en dansk sammenhæng. De skal lære om dansk familieret, frihed og folkestyre, og de skal ved kursets afslutning skrive under på, at de vil overholde dansk lovgivning, herunder om ytrings- og religionsfrihed, ligestilling mellem kønnene, frihed til seksuel orientering med mere. Dette er forudsætningen for at opnå vielsesret.

Som om dette ikke er nok, skal de lære at tænke sig godt om, før de taler, for det kan koste dyrt at ytre sig. De underlægges nemlig, hvad der kun kan opfattes som en indskrænket ytringsfrihed i forhold til andre mennesker, idet visse ytringer udtrykt i, hvad politikerne kalder ”en religiøs sammenhæng” kriminaliseres, hvorimod politikere og alle andre har fuld ret til at udtrykke de samme holdninger.

Hvorfor skal danske frikirkepræster rammes af et regelværk, der har sin begrundelse i kontroversielle imamer? Frikirkepræsterne er ikke på kant med loven.

Hvorfor skal præster i kirkesamfund, der har været anerkendt i Danmark siden 1849 pludselig på kursus for at lære, hvad der er typisk dansk? De fleste af disse præster er ligeså danske, som de politikere, der sidder og laver sådanne regler.

Hvorfor skal der sættes særlige rammer for, hvad der må siges i en religiøs sammenhæng, når det samme frit må siges i en ikke-religiøs sammenhæng?

Dette er en indskrænkning af tros- og ytringsfriheden. Det er ganske uforståeligt, at politikerne kan blive enige om noget sådan. Det kan da ikke være rigtigt!
John Nielsen, Missionsforstander


fredag den 30. oktober 2015

Grænser for næstekærligheden?


Efterårets helt store tema i nyhederne har været flygtningestrømmen i Europa. Vi har set mennesker i overfyldte og synkefærdige både forsøge at krydse Middelhavet i et forsøg på at nå til ”et land der fylder med mælk og honning”, hvilket i den her sammenhæng vil sige Europa. Vi har hørt om hundredevis af mennesker, som ikke nåede i land, men som druknede i bølgerne. Vi har set billeder af andre, som til fods begyndte at begive sig op gennem Europa. Og pludselig en dag kom de helt surrealistiske billeder af menneskeflokke, som vandrede ad den sønderjyske motorvej og andre som fyldte havneområde og banegård i Rødby.

Er vi os selv nok?
I hele Europa har strømmen af flygtninge skabt debat, og vi har eksempelvis set et land som Ungarn bygge hegn langs dets grænser. Debatten om hvordan vi skal forholde os til de mange flygtninge er også aktuel for os som kirke. Skal vi som kirke følge Ungarns eksempel og foran vore kirker skabe grænser for næstekærligheden? Spørgsmålet er ikke af politisk karakter. Mit ærinde er ikke at debattere, hvor mange flygtninge Danmark skal tage imod, eller om vi skal have grænsebomme i Sønderjylland eller ej. Mit ærinde er, at vi som kirker må forholde os til de flygtninge, som allerede er her. Er vi os selv nok, så vi mentalt skaber grænser for næstekærligheden rundt omkring vore kirker, mens vi sidder indenfor og fryder os over at være velbjerget?

Hvad mon Jesus vil sige til os?
Mange af flygtningene er muslimer. Hvilken holdning indtager vi over for dem? Bliver vi ”præster og levitter” der går forbi den forkomne på vejen til ”Jeriko”? Eller bliver vi ”samaritanere”, der med oprigtig næstekærlighed rækker ud til nogle, som ikke er af vore egne?

I beretningen om verdensdommen siger Jesus: ”Jeg var fremmed og I tog imod mig”. Til andre siger han det modsatte. Hvad mon han vil sige til os ind i den aktuelle situation?

Hvad gør vi ved det?
Da en far med tre små piger stod ud af gummibåden på en græsk ø, hører man en af pigerne sige: ”Far, hvor skal vi hen”? Et hjerteskærende spørgsmål fra en familie på flugt fra krig og rædsler.

Rundt omkring i vores land sidder der mange flygtninge. Nogle har fået asyl, andre venter på at få det. Nogle af dem sidder med spørgsmål, der kunne lyde som et ekko fra den lille pige: ”Hvor skal vi hen i dag? Hvem skal vi møde? Hvem vil have fællesskab med os? Hvordan komme i kontakt med danskerne”? Tænk om svaret på disse spørgsmål kunne være: ”Vi skal i kirken, for der er der forberedt et festmåltid for os”.
Lad os ikke mure os inde i vores egen kirkelighed, men lad os lukke op for den virkelighed, som er omkring os. Lad os være gavmilde med næstekærligheden og dermed dele Jesus med de mennesker, der kommer på vores vej.

John Nielsen
Missionsforstander

 

torsdag den 2. april 2015

Korsets kode


 
Hvad er koden? Det spørgsmål møder os dagligt, for eksempel når du kører dankortet gennem terminalen i shopping centeret, når du vil åbne din facebookprofil og mange andre steder. At kende koden er forudsætningen for at komme ind til det, som ligger bag. Koden er ligesom en nøgle. Den er nødvendig for at lukke op.

”Ja, jeg tror på korsets gåde” synger vi i påskesalmen ”Hil dig frelser og forsoner.” Korsets gåde er det mysterium, at Gud iklæder sig menneskeskikkelse og i vores sted dør på korsets for at bringe frelse til en hel verden. Det er virkelig en gåde.

At få øje på denne gåde er ikke så svært. Den kan alle se. Mange afviser gåden med vantro. Andre siger med Grundtvig: ”Ja, jeg tror på korsets gåde.” Det store spørgsmål er, hvordan man kan komme ind i den dimension, hvor man af hjertet tror på det gådefulde. Hvad er det, der lukker op for troen på Kristi fuldbragte værk på korset? Svaret er, at det er ikke nok at kunne se gåden. Man må kende koden for at kunne løse gåden og dermed træde ind i troens rum.

Uden korsets kode vil korset forblive en uløst gåde. Men hvad er koden? Hvad er det, der lukker op for korsets kraft i vore liv? Hvad er det, der får os til at tro på korsets gåde?

Korsets kode er Jesu Kristi opstandelse påskemorgen. Det er englens triumferende ord fra den tomme grav: ”Han er ikke her. Han er opstået”. Det er Maria Magdalenes og disciplenes ord: ”Vi har set Herren.” Det er din og min oplevelse af at møde den levende Jesus. Først i mødet med den levende Jesus, kan vi gribe troen på korsets gåde.

I de seneste måneder har der været en stor debat i Danmark om, hvorvidt Jesus opstod fra de døde eller ej. Præster og biskopper kommer med forklaringer og bortforklaringer. Men hvordan skulle vi kunne forstå korsets gåde, uden at tro på påskemorgens triumf? Det er opstandelsen, der viser, at Jesus på korset har overvundet døden, og at vi ved hans kors kan få del i et evigt liv i fællesskab med en levende Gud.
Uden opstandelsen giver korset ingen mening.
Det er i lyset af opstandelsen, at vi kan tro på, at Jesu korsdød betyder noget i vore liv. Det er opstandelsen, der lukker op til det, som Jesus tilvejebragte på korset. Det er mødet med Jesus, der er den nøgle der lukker op til troens rum. Påskemorgens opstandelsestriumf er koden til at forstå Langfredags gåde.
Ja, jeg tror på korsets gåde, for jeg kender korsets kode: Jesu Kristi opstandelse. Han lever!

God påske til jer alle.

John Nielsen
Missionsforstander

 

mandag den 16. februar 2015

Vi vil fred her til lands


Vi vil fred her til lands. Sådan synger vi i Holger Drachmanns midsommervise hvert år til Skt. Hans. Selvom der er nogle måneder til, at vi står omkring de blussende bål og synger denne sang, er ovennævnte strofe i aller højeste grad aktuel i dag – på en dag, hvor der flages på halv over hele landet - på en dag som kommer efter en weekend, der rystede vores nation med terrorangreb i København - på en dag hvor blomsterhavet foran Synagogen i Krystalgade vokser og vokser, ligesom det også gør foran Krudttønden på Østerbro – på en sådan dag kan midsommervisen med rette trækkes frem fra vore gemmer og bruges, selvom det stadig er vinter. ”Vi vil fred her til lands….for vi elsker vort land” som Drachmann skriver.

Ja, vi vil fred her til lands. Som en nation der er grundlagt på kristne værdier, er det helt naturligt at ville fred og frihed. Det vil vi for alle vore medborgere, kristne og ikke-kristne. Vi vil en forsamlingsfrihed, som gør at man trygt må kunne samles omkring ytringsfrihed, tro eller alt andet, som folk måtte ønske at debattere.

Attentatet i København er et angreb på ytringsfriheden. Men i lighed med attentatet i Paris er der det specielle, at kampen som nogen fører imod ytringsfrihed, og som har sin begrundelse i danske, franske og svenske satiretegninger, også rettes mod jøderne. Det er naturligvis ikke i orden at rette et angreb mod hverken danske, svenske eller franske borgere. Men det man virkelig kan undre sig over er, hvorfor det skal gå ud over jøderne. Det er som om, at uanset hvad der sker, så skal jøderne have skylden for det. Parrallet med terrorismen rettet mod vesten vokser antisemitismen og stikker sit tydelige ansigt frem flere og flere steder i Europa – også i Danmark.

Ind i en sådan situation og på baggrund af weekendens hændelse i København, må vi som kirke stå sammen med det jødiske folk og velsigne dem. Kirken kan ikke være tavs i en sådan tid. Derfor har jeg i dag på vegne af Det Danske Missionsforbund sendt et kondolencebrev til Det Jødiske Samfund i København.

Det er tid til at praktisere ordet fra Esajas Bog 40.1: ”Trøst mit folk, trøst det! Siger jeres Gud”

Ja, vi vil fred her til lands for kristen, jøde, muslim, ateist og hvem som helst. Sagt med et godt hebræisk/jødisk ord:

SHALOM

Her følger brevet til Det Jødiske Samfund:

Kondolence

En hilsen til Det Jødiske Samfund i København

På vegne af Det Danske Missionsforbund, en kristen frikirke, sender jer hermed vores kondolence til Det Jødiske Samfund, og dermed til menigheden i Synagogen i København.

 
Det gør os ondt, at Det Jødiske Samfund er mål for ekstremisme, og vi undrer os over, at en kamp mod ytringsfrihed, som har sin grund i danske, svenske og franske tegnere, skal rettes mod jøder, der ikke har været blandt tegnerne. Vi tager naturligvis afstand fra enhver form for ekstremisme, terrorisme og vold uanset, hvem den rettes imod, ligesom vi tager afstand fra enhver form for antisemitisme.

Vi sender denne hilsen inspireret af ordet fra profeten Esajas, der siger: “Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud”. Vi håber, at det store blomsterhav foran Synagogen og en hilsen som denne, kan være til trøst for den jødiske menighed.

Vi beder for Dan Uzans familie og for det jødiske folk i Danmark. Det er vores ønske, at Danmark må være et land, hvor jøder kan bo og være i fred og tryghed.

Vi hilser jer med et SHALOM

Hilsen på vegne af
Det Danske Missionsforbund

John Nielsen
Missionsforstander/National leder

 

 

 

tirsdag den 27. januar 2015

Kirkens kerneydelse


Virksomheder og organisationer er meget bevidste om, hvad der måtte være deres kerneydelse. Det er forståelsen for dette, der gør dem i stand til at overleve.
Nu er kirken ikke en virksomhed, og med Paulus´ billede af kirken som et legeme, betragter vi kirken som en organisme og ikke som en organisation. På trods af dette vil jeg våge at rejse spørgsmålet: Hvad er kirkens kerneydelse? Hvad er det kirken først og fremmest har at tilbyde? Hvad er det kirken kan?
Svaret på spørgsmålet må vel kunne findes ved at tage en tur rundt på kirkernes hjemmesider eller ved læsning af kirkeblade. Hvad støder vi på der? Hvilke tilbud sprænger os i øjnene?
Gudstjenester, naturligvis. Koncerter, socialt engagement, seniortræf, spejderarbejde og andre tilbud til børn og unge, møder for kvinder, café-tilbud og så videre. Alt dette og meget mere vidner om engagement, og det er rigtig godt. Men hvilke af disse er vores kerneydelse?
Svaret vil sikkert være forskelligt fra kirke til kirke. Nogen vil sige børnearbejde, andre musik og andre vil nævne helt andre ting. Men er dette kirkens kerneydelser?
Er kirkens kerneydelse blevet det vi kan - vore aktiviteter?
Har vi glemt, hvad der dybest set er kirkens kerneydelse? Har vi glemt, hvorfor vi er kirke? Har vi glemt, hvad det er, vi har fået givet for at kunne give det videre? Noget, som er uafhængig af vores formåen. Noget som er fælles for os alle, uanset hvilken type menighed vi er en del af.
Kirkens kerneydelse er ikke en aktivitet. Det er noget ganske andet. Det er evangeliet!
Men hvad er evangeliet? Det er noget, som er så enkelt, at selv et barn i Børnekirken kan forstå det, og samtidig noget som et så stort og så dybt, at selv den dygtigste teologiprofessor aldrig bliver færdig med at udforske det. Det er noget, som ikke blot holder os beskæftiget i kirken i et par timer ad gangen. Det er noget, som forvandler vore liv, og det er noget, som forvandler vore medmenneskers liv, når vi deler det med dem.
En research i Missionsforbundets menigheder har vist, at vi har mange aktiviteter, og vi har mange kontakter, men der er få der ledes til et nyt liv med Kristus i vore menigheder. Det må vække til eftertanke!
I vores iver efter at lave gode kirkelige tilbud, må vi spørge os selv: Har vi glemt, hvad der er vores kerneydelse? Har vi glemt, at det vi først og fremmest kan, er at præsentere Jesus for andre?

John Nielsen
Missionsforstander

 

 

torsdag den 8. januar 2015

Har præsterne ikke læst Paulus´ breve?

I juleugen brød en ny stor kirkelig debat løs. Flere præster fra Den Danske Folkekirke havde i en spørge undersøgelse over for Jyllands-Posten givet udtryk for, at de ikke tror på Gud som en skabende Gud, og mindst en af dem sagde, at han ikke tror på Jesu opstandelse, og at han ved bisættelser føler sig nødsaget til at stikke de sørgende en løgn, når han taler om det evige liv.
Det har her ved årets begyndelse udviklet sig til en stor debat om, hvorvidt Jesus opstod fysisk fra de døde. Debatten fylder meget i blandt andet Kristelig Dagblads spalter, og det viser sig nu, at flere præster bakker op omkring det synspunkt, at Jesus ikke er fysisk opstanden. Nogle giver ligefrem udtryk for, at det ikke er væsentligt. Andre opfatter opstandelsesteksterne som ren poesi.
Da er det man tænker: Har præsterne ikke læst Paulus´ breve?
Ifølge Paulus er opstandelsestroen ikke bare en historiefortælling, som findes i de evangelier, som nogle præster opfatter mere poetiske end historiske. Jesu opstandelse er hele fundamentet for den kristne tro. Siger man, at spørgsmålet om, hvorvidt Jesus opstod fra de døde eller ej er uvæsentligt, siger man det stik modsatte af, hvad Paulus siger. For Paulus er opstandelsen altafgørende. Se hvad han skriver i 1.Korintherbrev 15.12-14:
”Men når der prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom”. I vers 17 fortsætter Paulus: ”er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves”, og i vers 20 konkluderer og proklamerer han så opstandelsen med følgende ord: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde”.
Når opstandelsestroen neglieres, bliver præsternes prædiken tom, og deres tro ligeså.
Jeg vil hermed gøre mig til talsmand for en fyldig tro og en indholdsrig prædiken i modsætning til en tom tro og en tom prædiken. Til gengæld vil jeg gerne være ambassadør for en tom krybbe, en tomt kors og en tom grav. Ja, jeg tror på Jesu opstandelse.
John Nielsen
Missionsforstander

fredag den 19. december 2014

Bliver det til noget?

 

Det sker, at noget lader vente på sig. Det kan være en opgave, som nogen skulle have løst, eller et løfte, som endnu ikke er indfriet. ”Hvad bliver det til? Bliver det til noget”? spørger vi i vores utålmodighed.

Vi er nu inde i adventstiden. Advent betyder i sin latinske grundform ”komme”. For de fleste danskere er adventstiden en forberedelse på julen, som kommer. Men advent er mere end det. Det er en tid, der skal minde os om, at Jesus kommer igen.

I adventstiden forbereder vi os ikke blot på at fejre Jesu første komme. Det er også en tid, der kalder os til at forberede os på hans andet komme.

Hvordan har vi det med det?

Lige siden Jesu himmelfart har det været en del af disciplenes og kirkens tro, at kirkens Herre en dag kommer igen. I 2000 år har mennesker ventet på Jesu genkomst. Det vil vel ikke være helt upassende at spørge: ”Bliver det til noget”?

”Ja, jeg kommer snart” lyder Jesu eget svar i Bibelens sidste kapitel (Johannes Åbenbaring 22.14 og 20).

Hvornår det sker, ved vi ikke. ”Den dag eller time er der ingen, der kender”, siger Jesus i Matthæusevangeliet 24.36 og fortsætter i vers 42 med ordene: ”Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer”.

Forkyndelsen af Jesu genkomst fylder ikke meget i vor tids gudstjenester, og det er sjældent det store samtaleemne i menighedernes smågrupper. Vi er i grunden ikke særlig optaget af, at Jesus kommer igen. Kan det i sig selv være et tegn på, at han kommer snart?

Måske. Jesus siger nemlig i Matthæusevangeliet 24.44: ”Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det”.

Hvornår han kommer, ved vi ikke. Men én ting ved vi: Det bliver til noget!

John Nielsen
Missionsforstander